Hovedarbejdsområder: Maleri, skulptur. Assemblage

Uddannelse: Autodidakt billedkunstner, uddannet lærer med billedkunst og sløjd som liniefag, senest ansat som seminarielektor på CVU-Vest, Esbjerg.

Fra 2008 til 2022 kunstnerisk konsulent på UCSyddanmark, rundviser/kustode på ”Esbjerg Evangeliet” og billedkunstner...

I foråret 2013 arbejdede jeg sammen med min gode kollega Lars Henning Andersen med planlægning af udstillingen "Body & Buddies" på Esbjerg Museum fra 5.april til 8.juli 2013. Det var en udstilling med udgangspunkt i krop, idræt og bevægelse. Anledningen var DGi's store landsstævne i Esbjerg. Vi havde alllieret os med nogle "Buddies" og udstillede her bl.a. sammen med Erik Hagens, Lars Ravn og Peter Carlsen.

Øvrige oplysninger:

Medlem af kunstnergruppen COMA IV samt kunstnersammenslutningen ”Blå Døre”.

Var initiativtager og i en årrække underviser og pædagogisk leder af Esbjerg Billedskole. Senere også involveret i oprettelsen af BGK (Billedkunstnerisk Grund Kursus) i Esbjerg.

1993-2001 Medlem af Ribe Amts Kunstudvalg

1997-2001 Formand for dette udvalg

2001-2004 Censor ved Sønderjydsk Malersammenslutnings censurerede udstilling.

Solgt til bl.a.: Esbjerg Kommune, Åbenrå Kommune, Seminariet i Esbjerg, Centralbiblioteket i Esbjerg.

2008 Vinder af konkurrence i anledning af den Internationale Gigtdag. Maleriet ”Life & Pain” er et forsøg på gennem et maleri at beskrive livet med leddegigt udfra samtale med gigtpatient.

Repræsenteret i ”Kunst og kunstnere i Ribe Amt”, "Skrot Amok" - fra genbrug til kunst af Birgitte Lund Jensen og Lis Jørgensen, "Kunstfusion" af Erik Hagens, udgivet af UCSyddanmark. 

Studierejser: Budapest, Prag, Warszawa, St.Petersborg, Køln, Kassel, Amsterdam, Venedig, Lublijana/Zagreb, Paris, London, St.Ives, Oslo, Stockholm, New York, Firenze/Sienna, Helsinki, Houston, Texas etc..

Vigtigste udstillinger (1988-2020):

Halifax, Nova Scotia, Canada / Art Herning / ArtCarMuseum, Houston, Texas/ Houston City Hall, Texas/ Discovery Centre, Halifax, Nova Scotia, Canada/ Galleri Sct.Gertrud/, København/ Kunst for alle, Lokomotivværkstederne /Galleri Molevitten, Skagen/ Strandgalleriet, København/ Kunst for Alle, København, ”Mimesis”, international udstilling, Klelund, Brørup/ Galleri Amare, Stavanger, Norge/  ”Verdens længste kunstudstilling”, Eskilstuna, Sverige/  "Silent Noise" - Nordisk kunstudstilling på UCSyddanmark/ Esbjerg Museum /Oskar Nielsens Kunstforening/ Esbjerg Rådhus/ Vejen Gl.Bibliotek/ Sløjdhøjskolen, Esbjerg/ Seminariet i Esbjerg, Skolernes Kunstforening i Vejen, Varde, Åbenrå og Viborg/  Kunstforeningen, Told- og skatteregion, Esbjerg/  Esbjerg Lufthavn/  Grindsted Rådhus/  VUC Varde/  Esbjerg Museum/ Varde Kunstforening, Varde Museum/  Galleri 15, Oksbøl/  Kulturhuset, Ølgod/  Kunstbygningen, Tistrup/  Cafe Nicolai, Ribe/  Centralbiblioteket, Esbjerg/  Galleri Dykra, Esbjerg/  Kulturspinderiet, Silkeborg/  Musikhuset, Esbjerg/  Kunstgården, Lundby/  Lydgalleriet, Århus/ Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg/  Galleri 46, Holsted/ Lyne Galleri/  Galleri 63, Ringkøbing/   Musikhuset Esbjerg/  Ravmuseet, Oksbøl,

Udsmykningsopgaver: Stoholm Gl.Skole / Esbjerg Højskole / Bogbussen, Esbjerg (i samarbejde med fotograf Jørgen Johansen) / HK Sydjylland / Multi-Centret, Nykøbing Falster

Endvidere adskillige opgaver med fremstilling af plakater, illustrationer, bogomslag, foldere etc. For bl.a. Esbjerg-Spillene, Esbjerg Kommune, Esbjerg-Konferencen og DLH, Esbjerg.

 

Biografi

Flemming Rendbo
f. 1948

Kunsten har siden ungdommen været et omdrejningspunkt i Flemming Rendbos liv.

En uddannelse som lærer med bl.a. formning og sløjd som liniefag har medført et langt liv med undervisning i de kreative udtryksområder. Herunder de sidste 28 år som underviser og inspirator i pædagoguddannelsens værkstedsfag. Det har samtidig på mange måder givet et fundament for håndværket og teorierne i kunstens verden. – Og ligeledes har det givet en ballast for egne udtryk. Engagementet i formidling af kunstneriske og kreative oplevelser har bl.a. givet sig følgende resultater: initiativtager, pædagogisk leder og underviser på Esbjerg Billedskole gennem mange år, involvering i udformning af grundlaget for Billedkunstnerisk Grund Kursus, der som det første sted i landet blev etableret i Esbjerg, gennem otte år medlem af Ribe Amts Kunstudvalg, heraf de sidste 4 år som formand, pr. 1.10.2008 ansat på deltid som konsulent i kunstneriske anliggender på University College Vest, Esbjerg, censorarbejde i værkstedsfag på pædagoguddannelsen, arbejde som rundviser på det store kunstværk ”Esbjerg Evangeliet”, der befinder sig på UCV i Esbjerg.

Der kunne nævnes andre aktiviteter, der fylder i Flemming Rendbos univers, men ovennævnte udpluk knytter an til det, der her er væsentligt: Flemming Rendbo som billedkunstner.

F.R. har gennem hele livet med vekslende prioritet arbejdet med billedkunstneriske udtryk, først på grafikken, senere med inddragelse af maleriet, skulpturen, objekter, collager og assemblager. Det er blevet til mange udstillinger gennem årene, fra det lokale i skoler, kunstforeninger, uddannelsessteder, gallerier, museer og senest også på gallerier i Norge og Sverige.

Efter at have forladt underviserjobbet i september 2008 er der nu sat mere fokus på den kunstneriske karriere og resultatet er ikke udeblevet. Vandt i 2008 en landsdækkende konkurrence i forbindelse med den internationale gigtdag og har i stigende grad sat farten op i egen kunstnerisk produktion og udstillingsaktivitet. Allerede nu har det medført mange invitationer og opgaver...

Kært barn har mange navne. Ord som popkunstner og tingfinder har været hægtet på Flemming Rendbo.

Selv kalder han sig med et humoristisk glimt i øjet for Flaming Rainbow, afledt af et USA-besøg, hvor de indfødtes udtale gav denne association. Udover mere traditionelle materialer kan Flemming Rendbo anvende næsten alt til sine spøjse kunstværker: drivtømmer, møbeldele, loppetorvsfund og dimser og dippedutter af enhver slags. Det er så afgjort humoren, der har første prioritet i disse frembringelser. Døm selv!

Inspirationen melder sig gennem de mange påvirkninger, som massemedierne forsyner os med. Billederne har hyppigt en collage-agtig opbygning, og motiverne er ofte centreret omkring ikoner fra musikkens og filmens verden. Spillet mellem billedernes elementer og koblingen mellem det figurative og de ord og tekster, der anvendes, rummer en til tider finurlig humor.

Stilen kalder Flemming Rendbo selv for ”Neo Pop Art” og vedkender sig herved arven fra ikke mindst 60’ernes amerikanske Pop Art, bl. A. Personificeret gennem Andy Wahol, Robert Rauschenberg, Jasper Johns m.fl... At dette sprog og disse udtryk har fået en form for renaissance har ingen betydning. Det spor har altid været det fremtrædende i Flemming Rendbos udtryk. Nye tendenser og udviklinger har også fået aftryk, eksempelvis gennem Street Art og Stencil Graffiti, bl.a. oplevet på utallige studierejser til klodens storbyer.

Det hidtil ”største” kunstværk må siges at være udsmykningen af Esbjergs Bogbus, der skete i et samarbejde med fotograf Jørgen Johansen.

 Opgaver til HK Sydjylland og til Multicenter Syd på Falster været centrale. Begge projekter har været større udsmykninger. Seneste udsmykningsprojekt er en totaludsmykning hos SSP i Det Gamle Domhus på Esbjerg Torv. Her har der været tale om såvel skiltning som objekter og malerier til mødelokaler. Pt arbejdes på en udsmykning af ny restaurant "Madam Cuba" på Åboulevarden i Århus

Afslutningsvis insisterer Flaming Rainbow på, at livet skal leves, der skal samles indtryk, før man kan skabe udtryk, hvilket medfører rejser til familien, der bor lidt ”spredt”, oplevelser af mangen karakter, fra børnebørnenes udvikling til kulturens mange tilbud, til kajakken, der skal dyppes og motorcyklen, der skal luftes osv....

Og så kan der undertiden komme billeder eller andre frembringelser ud af det.......